Lille Poul ser ud på solen,
mens den synker over eng,
synker selv i søvn i stolen,
da ta’r mor sin lille dreng,
klæ’r ham, bær’ ham
op ad trappen og i seng.

Og han sover med det samme.
Han har rigt’ nok også slidt,
bygget huse, gravet damme,
malet mænd på fars stakit,
leget – meget –
gemt sig bort og råbt tittit!

Og hvad lille Poul har døjet!
– brækker halen på sin ko,
få’t en myre ind i øjet
og få’t vand i sine sko –
trallet – faldet –
han kan nok ha’ brug for ro.

Og han drømmer, så han sukker
med en finger i sin mund,
og så ler han, så han klukker,
når han drømmer om sin hund.
Stille – stille –
mor smiler til hans blund.

Tekst: Harald Bergstedt
Melodi: Oluf Ring