Spurven sidder stum bag kvist,
såmænd om ej det fyger!
Kålgårdspilen piber trist
for nordenblæstens byger.
Lul – lul! rokken går
støt i moders stue,
og jo mere vinden slår,
des mer får arnen lue.

Far har røgtet kvæget ind,
med halmen tættet karmen.
gnedet grisens blanke skind,
at den må holde varmen.
Lul – lul! rokken går!
Far mod stuen stiler,
mor en bugt på tråden slår,
ser op på far og smiler.

Mor kan næppe se sit spind
og næppe tråden mage;
hej, da bæres lyset ind
og stilles i sin stage.
Lul – lul! rokken går,
tenens rappe vinge
over fyrrebjælken sår
en skok af skyggeringe.

Far ta’r ned så tung en bog,
med Gud han hvisker sammen,
famler lidt ved spændets krog
og lukker med et: Amen!
Lul – lul! rokken går,
ensomheden synger,
mulmet tæt om taget står,
og sneen går i dynger.

Her ved moders gamle rok
hun lærte mig at stave,
synge om “den hvide flok”
og “al hans nådegave”
Lul – lul! rokken står!
Men dens nyn og sange
vemodsfuldt mod hjertet går,
når kvældene bli’r lange.

Tekst: Jeppe Aakjær
Melodi: Thorvald Aagaard